INGEBORG

Kilde : Brev:

Cuy, nytårsaften 1914.

Kære forældre!

Der kommer småpakker og breve hver eneste dag fra jer, og jeg kan jo ikke gengælde det anderledes end ved at sige tak. Tak for den dejlige notitsbog; der kan stå mange gode ting i den. Det vil være morsomt at have den slags optegnelser bagefter. Jeg sender nu den første notitsbog hjem. Der er ikke ret meget ved den, men I vil nok lukke den ned i mit skrivebord. I får vel også regelmæssigt breve fra mig. 

Nu er det den sidste dag i det gamle år. Det har været et bevæget år fra først til sidst; men vi er sluppet nogenlunde helskindet igennem, så kan vi vel endnu tage en tørn med det næste år. Tungest vil det være for Christian; jeg havde i dag brev fra ham, og det var jeg så glad for. Han skriver, at det er blevet ham så tomt i de store stuer; og det vil jeg gerne tro. Hvor der har været megen lykke – og det tror jeg der har været mellem dem – så må sorgen også blive så meget des større. Skyggen er stærkest, jo klarere solen stråler. Ingeborg var en af de stille, selvfornægtende eksistenser; hun bar altid sin sygdom uden at klage; hun gik helt og fuldt op i den opgave, som livet havde stillet hende; lægtes ikke blindt efter mere, men stræbte efter at være, hvad hun var, så godt som hun kunde. Og det, hvad hun var, det var hustru og mor. Disse små børn kunne have fået en dejlig opvækst; nu må de klare sig uden den støtte, som en mor giver dem. Men det skal nok gå alt sammen; er moderen borte, så knyttes båndet med faderen så meget dets inderligere, og de børn vil altid få mange, mange venner, som vil bære dem på deres hænder. Og af alt i verden, næst efter forældre og søskende, er der ikke noget så godt som gode venner. Jeg føler det stærkt nu, efter at jeg er bleven skilt fra Johannes Clausen og har fået bare dårlige kammerater. 

Det er i aften på årets sidste dag, at man ser tilbage på hele året, hvad man har oplevet og bedrevet. Og jeg synes, det har været et forvirret år, som jeg aldrig har oplevet. Først denne halve tilværelse i København så Vinding, så det ustadige vagabondliv i sprogforeningens tjeneste og endelig (…) denne krig. I sommer længtes jeg så meget efter vinteren, som ville bringe ro, og hvor jeg kunde side hyggeligt ved kakkelovnen og arbejde med mine studier. Og så kom det så helt anderledes, og mit lille dejlige værelse, som jeg fik indrettet mig, må stå tomt hen, og bøgerne blive mugne.

Nå, tiden går alt imens; fem måneder har vi slidt hen, og når vi sådan tålmodigt tager måned efter måned, så må enden da til sidst komme nærmere, og måske er den langt nærmere, end nogen af os tror. Og så er der det: vi har kæmpet og stridt og døjet og lidt meget, så vil vi vide at skatte freden, når vi får den, og vi vil kunne nøjes med mindre end sidst. Hvor har vi de så ikke godt i forhold til de folk her, og de har nu næsten vænnet sig til det. Lille Sous spiller dam og mølle med os; når hun ikke kan klare sig, så hjælper jeg hende, og hun bliver så uendelig glad, hver gang hun har et lille held med sig. – Nu mange kærlige hilsner til jer alle. 

fra jeres søn Kresten

Tekst: Ingeborg

Sidste dag

I det gamle år

Hvem ku’ ha vist 

Det sådan verden står

I har tomme stuer

Hjerter som sten

Det føles så tungt

Når der mangler en

Skyggen står

Stærkest hvor

Solen har det klareste lys

Ingeborg

Savnet slår

Stærkest når

Solen har det klareste lys

Ingeborg

Sidste dag 

I et forvirret år 

Freden må komme

Når tiden går

I de tomme stuer

Hjerter som sten 

Det føles så tungt

Når der mangler en

HVIS du vil lytte på en anden streamingservice – tryk her.