PÅ BUNDEN AF MIN SJÆL

Lens den 18. december 1915

Kære forældre!

Jeg sidder her på stuen sammen med Niels fra Kloster og skriver julebreve ved skinnet af et flakkende lys. Ilden er gået ud i kakkelovnen, og det begynder at blive koldt. For mig synes der ikke at ville komme nogen jul i år; jeg kan ingen jul tænke mig i alt dette mørke og denne kulde og tristhed; men sådan var verden jo også, da det første julebudskab tonede over jorden; mange lagde slet ikke mærke til det, men for dem, der hørte det, blev det deres livs største oplevelse. Julebudskabet er jo først og fremmest til dem, der er ene og forladte og stedt i nød og elendighed. Det vil give dem fred i hjertet og styrke i sindet. Det vil holde modet oppe hos dem, der fortvivler, med det rige løfte, som det evig unge budskab bringer. – Her stille. Kanonerne tier for en gangs skyld helt; kun de tunge ammunitionsvogne rumler ud mod fronten. Der er ikke fred endnu, og stilstanden er kun for at samle kræfter, måske for at det rigtigt kan gå løs i juledagene. Hvor er verden sunken dybt, og hvor er idealitet og kristendom bleven et fjernt og tåget begreb. Jeg traf en dag en bayrer; han sagde til mig: ,,Lad ikke herefterdags nogen tale til mig om patriotisme, for ham slået jeg straks ned!” Man er så træt af denne brovten med ideelle begreber, her hvor de mindst af alt findes. Det går de fleste sådan, at de taber troen på det gode i disse frygtelige tider. Lad mig herefterdags skytte mig selv, og kommer nogen mig i vejen med sådan snak, skal han få virkeligheden at føle på sin pandebrask. Markerne ligge hen øde og udyrkede, og ukrudt breder sig. Var alt det gode arbejde da spildt, alle de gode tanker – alt det kan blæses væk, når det første gang er udsat for storm. Jeg tror det ikke; jeg tror på de evige værdiers beståen, selv om de kan mørkes til tider. Det gode i et menneske trækker sig tilbage og forkaster sig, når det med sine sarte følehorn frastødes af den rå virkelighed, ligesom naturen går i dvale om vinteren.

Derfor er det gode der ligefuldt, og det lister sig frem, når der efter stormen er blikstille og solskin. Et menneske kan blive så råt og så forhærdet, det vil her i disse krigstider; de gode minder ligger som en skat på bunden af dets sjæl, og hverken rust eller møl kan fortære dem; men en skønne dag kommer de frem, og da har de større magt end før. Gid fredsbudskabet må stå klart for mange nu i den anden krigshjul, så længslen efter fred må overdøve enhver anden stemme. – Nu vil jeg ønske en god og velsignet jul for jer; gid jeg havde kunnet fejre den sammen med jer; men vi vil håbe, at det bliver den sidste jul i udlændigheden.

Jeres hengivne søn

Kresten

Tekst: “På bunden af min sjæl”

Ilden gået ud

Snart går kulden ind

Der kun et lille lys

Og mit triste mørke sind

Har pinden mod papir

Så er julen atter her

Føles dog så fjern

Gid jeg var hos jer

Men på bunden af min sjæl

Der ligger der en skat

Drømme, tro og håb

Når jeg er ene og forladt

Det gode vil bestå

Efter stormen vil jeg få

Sol og stille blå

Sådan vil det gå

Fred her for en stund

Kanoner hviler tungt

Kun for at vinde tid

Større kraft og flid

Vi kan alle blive så rå

Forhærdede og små

Vi kan alle fare vild

Midt i dette store spild

Men på bunden af min sjæl

Der ligger der en skat

Drømme, tro og håb

Når jeg er ene og forladt

Det gode vil bestå

Efter stormen vil jeg få

Sol og stille blå

Sådan vil det gå

HVIS du vil lytte på en anden streamingservice – tryk her.