EVIG FRED

FRA DAGBOGEN

Søndag den 22. november 1914

Nu er Johannes også borte. Seks af mine bedste venner er borte, og jeg er alene tilbage og begriber det ikke. Jeg forsøgte at komme med, men blev jaget tilbage. Nu er de undervejs derop. Jeg kommer måske i morgen i den modsatte retning, sammen med bare fremmede.  Og Johannes og jeg vilde holde sammen hele tiden, og så brister det netop nu, ligesom det for alvor skulde begynde. Én kom mod øst, én kom mod vest, én blev alene tilbage, og han kommer alene bagefter og søger.

De skulde til Gent. Og Gent ligger en god dagsmarch fra Yserkanalen og Yserkanalen er rød af blod, der er flydt, men den kan rumme masser endnu; så bølgerne går røde ud i verdenshavet.

Hvor mange vil der græde til jul, verden over verdenerne vil stønne efter fred. Juleklokkerne kimer – mon til glæde og fred? Nej, stormklokkerne vil kalde den sidste krøbling til sværdet. Og når den sidste krøbling har udåndet og der ikke er andet end kvinder, oldinge og spædbørn tilbage, så vil jorden rejse sig frodig grøn, og sommer og vinter vil gå til de evige tider; fred vil der komme over alle sjæle, og så vil det vise sig, at der dog kunde komme noget godt deraf.

Tekst: “Evig fred”

Mine venner de er væk 

En mod øst en mod vest 

Og jeg – jeg blev tilbage 

De sku’ ud hvor blodet flød 

Til kanaler røde af død 

Kommer de tilbage? 

Hør juleklokkeklang

Nej, det er stormklokkens sang 

Kalder krøblingen til kamp 

Og når krøblingen er død

Som den sidste synker ned 

Er der kun kvinder og børn tilbage 

Så vil jorden rejse sig 

Blomstre op 

Det håber jeg 

Alligevel vil det vise sig 

Der kom noget godt

Ud af denne krig 

Evig fred til evig tid 

Ingen krig og ingen strid 

Evig fred til evig tid

Der kom noget godt

HVIS du vil lytte på en anden streamingservice – tryk her.